Skriv anmeldelse af Miro Restaurant
18 juli 2007 12:55
Restaurant Randhawa er et lille stykke Indien i Brabrand, nærmere bestemt i Bazar Vest. Den ligger lige foran dig - lidt til venstre, når du træder ind af bazarens hovedindgang.Min kæreste og jeg spiser der gerne ca. 3 gange om måneden og der er som regel en livlig stemning med unge indiske softwareudvikler-par, studerende og andet godtfolk - alle andre ser også ud til at nyde den ualmindelige uhøjtidelige og afslappede stemning - og ikke mindst maden, som bliver serveret af de glade ejere.
Vi vælger oftest en af deres gode vegetariske retter med ris, grøntsager og kikærter. Deres daal er også fin, men man kan også få retter med f.eks. lammekød. Risen er altid frisk og velduftende med korianderblade, lime osv., men i stedet for ris kan man også altid vælge at få chappatis til(en slags indisk brød). Af og til har de også en forholdsvis stærk ret med aubergine på menuen - den kan klart anbefales! Og hvis man kun er sulten for sjov kan man evt. købe en samosa, som man med fordel kan spise sammen med den stærke, grønne hjemmelavede chillisauce, som står på en af bordene i en dunk. Eller man kan spise den med den søde brune sauce, som smager lidt af rosiner.
Priserne må siges at være billige: ca. 35,- for et varmt aftenmåltid med et fad ris og et fad tilbehør og en tallerken salat.
Her er ikke tale om finere gastronomisk madlavning, men om et velsmagende, billigt og mættende måltid, som man kan få det serveret i hverdagene hos en indisk familie. Og det ved jeg, for jeg har selv familie i Indien.
Randhawa er da også et lille familieforetagende med to flinke unge brødre ved roret og deres forældre.
Hvis du ikke er sulten, så husk at bestille en kop chai - læn dig tilbage og overgiv dig til den ofte hektiske bazarstemning.Randhawas stærke og sødt krydrede mælkete må bestemt være den bedste i hele Århus (ikke sådan noget syntetisk pulver-chai, som man må betale en uhørt høj pris for - ca. 3o kroner! - på de fancy kaffebarer inde i byen.)I disken ligger der ultrasøde indiske kager, som du evt.kan spise til din te, hvis du også er til (meget) søde sager.
Indretningen er som på de fleste små spisesteder i Indien - aldeles uprætentiøs. I det hele taget bør Randhawa betragtes på sine egne præmisser, men man får indtrykket af, at spisestedet befinder sig godt med at være som det nu engang er. Og det kan vi li´! På en måde er der også en backpacker-agtig stemning over at spise på Randhawa, hvilket vi afgjort betragter som en del af stedets charme - et befriende helle. Ikke mindst fra den trættende simple-living bølge, som heldigvis (endnu) ikke har indfundet sig her med al dens orden, hvidt i hvidt osv.
Men man skal nok heller ikke være alt for æstetisk sart mht. plastikdunke på bordene, skæve menukort på væggene osv.
Alt i alt: Randhawa giver dig først og fremmest noget, du ikke kan få andre steder i byen, nemlig autentisk indisk hverdagskost og stemning! Men det ville være ekstra fint med nogle pappadums til maden.
PS. om mandagen har de lukket - ligesom resten af bazaren...
Menu
der er ikke nogen menu endnu.
Tilbud
Arrangementer
Om Randhawa Restaurant